Foto: DISSING+WEITLING arkitektfirma
Nord for Qatars hovedstad Doha er en ny bydel ved at rejse sig. 21 km2 fordelt på 5 kunstige øer med luksuslejligheder, kontorer, golfbaner, badestrande og førsteklasses hoteller. Som vartegn skal to opsigtsvækkende bro-hjul tegnet af arkitektfirmaet DISSING+WEITLING opføres.
Opgaven for de danske arkitekter lød på at tegne to broer der vil kunne fungere som vartegn for Lusail, Qatars nye bydel i den absolutte luksusklasse: "Det er en af de opgaver der opfordrer til store armbevægelser. Lusail er et ekstremt projekt som – i stil med øvrige samtidige byggeprojekter i Golfstaterne – er præget af en lyst til det ekstraordinære. Succeskriteriet har været at frembringe det unikke særpræg, der giver broerne kvalitet af et landmark", fortæller arkitekt Jesper Henriksen, projektansvarlig fra DISSING+WEITLINGs broafdeling.
Resultatet er et hængebro-koncept hvor pylonerne udgøres af to kæmpe stålringe der hæver sig 50 m over havets overflade. Ringene laves af højstyrkestål, og for ikke at bryde cirklerne er den 28 meter brede brodrager delt i to og forbundet på tværs med ståltværbjælker.
Forslaget har vakt stor begejstring hos bygherren der bl.a. ser klare referencer til Qatars ’Q’ i de særprægede broprofiler. Opførelsen af broerne forventes således at gå i gang i første halvdel af 2008.
Broerne er udviklet i samarbejde med COWI, der sammen med det engelske ingeniørfirma Halcrow udfører design og tilsyn med infrastrukturen af bydelen for det statsejede investeringsselskab Qatari Diar Real Estate Investment Company.
|