Visualisering: 3XN

Lighthouse rykker tættere på realisering

Med en placering på den absolutte yderste spids af bydelen Aarhus Ø bliver Lighthouse 2.0 – der med cirka 130 meter bliver Danmarks højeste beboelsesejendom – et vartegn ikke bare for Aarhus Ø, men for hele Aarhus.

Over 400 boliger og planer om at rumme forskellige bylivsaktiviteter betyder, at Lighthouse 2.0 ikke bare bliver et attraktivt sted at bo, men også et attraktivt sted for forskellige former for fritidsaktiviteter i samspil med naturen og i særdeleshed med havet, der ligger lige udenfor døren.

 

Afgørende fase

Det endelige projekt er netop gået ind i en afgørende fase. Bygherrekonsortiet Anpartsselskabet Lighthouse United bestående af byudviklerne Kilden & Hindby i samarbejde med Domis Ejendomme har indgået en samarbejdsaftale med Per Aarsleff A/S og et rådgiverteam for at sikre, at byggeriet kan realiseres på markedsmæssige vilkår.

 

- Vi er glade for at indgå en samarbejdsaftale med Aarsleff om den videre udvikling af projektet. De kan sammen med rådgiverteamet være med til at sikre bedst muligt beslutningsgrundlag for den løbende tilpasning af projektet, hvor vi blandt andet også vil undersøge, om højden af fyrtårnet kan øges til de oprindelige 142 meter for Lighthouse, udtaler byudvikler Rune Kilden.

 

Lighthouse kommer til at bestå af tre hovedbygninger og et fælleshus for alle beboerne på Aarhus Ø.

 

Samarbejdspartnere glæder sig

Kim Herforth Nielsen, partner i arkitektfirmaet 3XN, ser frem til samarbejdet med Aarsleff og Rambøll:

 

- Lighthouse-projektet er et helt særligt projekt for mig. Projektet har været længe undervejs, men nogle gange kan det faktisk være en gave, at man har tid til at genbesøge ideerne efter noget tid. Det har givet os en mulighed for at løfte niveauet og skabe et endnu stærkere projekt. Jeg ser meget frem til den videre udvikling med teamet og Aarhus Kommune.

 

Aarsleff ser frem til at få mulighed for at være med til at forme projektet ved tidlig involvering og være med til at optimere projektet i forhold til kvalitet, bygbarhed, tidsplan og økonomi:

 

- Samarbejdsaftalen med tidlig involvering og samarbejde med rådgivere og arkitekter passer til, hvordan vi gerne vil arbejde i Aarsleff-koncernen, og vi ser frem til at få mulighed for at byde ind med vores mange kompetencer og erfaringer, udtaler sektionsdirektør Ulrik Therkilsen fra Per Aarsleff A/S.

 

Læs hele nyheden her.

 

Kilde: Per Aarsleff A/S