Nomas nye restaurant på Refshaleøen i København.

Noma II: Når lyset skal være virkelig lækkert

Madanmelderne sprænger karakterskalaen i deres bedømmelser af Nomas nye restaurant på Refshaleøen i København. Og nu har Noma vundet Den Danske Lyspris 2018 for sin helt særlige belysning, der er fuld af nordisk stemning og hjemlighed.

Den Danske Lyspris 2018 er gået til Nomas restaurant på Refshaleøen, fordi belysningen der sætter helt nye standarder for, hvordan man kan arbejde med lys og stemning. Løsningen er et produkt af chefkok og grundlægger René Redzepis filosofi om at skabe en gennemført nordisk oplevelse, hvor mad, belysning og interiør udtrykker én og samme idé. Men det er ikke lamperne, der stjæler opmærksomheden: De skal ikke være til pynt. Derimod er det lyset selv og lysets samspil med møbler, rum og mad, som er i højsædet. I det hele taget understreger løsningen diskret restaurantens koncept, og gør at bygningen opleves som en nordisk kæmpevilla.

 

Det er arkitektvirksomheden BIG, som står bag byggeriets arkitektur, og Studio David Thulstrup, der har udviklet restaurantens interiørdesign, mens lysdesignet er blevet til i et samarbejde mellem Studio David Thulstrup og lysvirksomheden Anker & Co, som sammen med blandt andre XAL har leveret de specialdesignede armaturer og ophæng.

 

Det er David Thulstrup, der er arkitekt og ejer af Studio David Thulstrup, som har stået for indretning og belysning, er meget stolt af resultatet og den anerkendelse, som projektet har fået:

 

- Samarbejdet med Noma gik op i en højere enhed, da vi begge specialiserer os i at skabe særlige oplevelser med udgangspunkt i den kontekst, vi er i. Det handlede om at skabe en enestående fortælling om tid og sted – og i dette spiller lyset en markant rolle. Med dette projekt havde vi mulighed for at udfolde potentialet i det foranderlige lys, hvor kunstlyset forholder sig til naturens lys, dagens og årets rytme, og ikke mindst restaurantens skiftende menu, fortæller han.

 

Al belysningen er LED og kan reguleres så den løbende tilpasses både maden og de tre sæsoner, som køkkenet arbejder med. Ved både at skrue op og ned for belysningen arbejder Noma med det hvide lys’ varme og skaber derved forskellige stemninger med hele belysningen.

 

Den Danske Lyspris er en hæderspris og gives til hele teamet bag lysprojektet. Det er ellevte gang, at prisen uddeles, og udvælgelsen foretages af en bredt sammensat jury.

 

I år finder juryen, at vinderprojektet er indbegrebet af nordisk lysdesign, og udtaler:

 

- Belysningen på Noma fremstår på det nærmeste magisk – den omgivende natur, historien og den industrielle kontekst bliver ét med de stemningsfulde lokaler ved hjælp af belysningen, som er meget vellykket i både form, funktion, kvalitet og æstetik. Lyskonceptet er forbilledligt gennemarbejdet og spiller symbiotisk sammen med bygningerne og omgivelserne, siger juryen.

 

Juryformand Anne Bay, direktør i Dansk Center for Lys, er også begejstret:

 

- Det var en enig jury, som denne gang pegede på Nomas flotte projekt. Det er noget helt særligt, fordi det er så ambitiøst og samtidig giver masser af inspiration til, hvordan man kan lave godt, gennemført nordisk og også energirigtigt lys både derhjemme og i professionelle sammenhænge, siger hun.

 

Kilde: Danish Lighting Center